Levende litteraturmøder for børn og unge
Honorarstøtte til børn og unges enkeltstående møder med forfattere og illustratorer.
Kunstområde: Litteratur, Børn og unge
Frist: 15.01.2027, kl. 14:00
Ansøgningsfristen er midlertidig og kan blive ændret på et senere tidspunkt.
Ansøgningsskemaet åbner senest en måned inden fristen.
Hvem kan søge?
Arrangører af enkeltstående litteraturmøder mellem børn og unge og forfattere/illustratorer.
Du kan hente inspiration til litteraturmøder i Kunstfondens katalog 'Levende Litteraturmøder for børn og unge'. Det er ikke et krav for at søge støtte, at dit arrangement involverer en forfatter fra kataloget.
NB: Af hensyn til spredning af kunststøtten kan du maksimalt søge tilskud til i alt 3 forfattermøder per afholdelsessted ved hver ansøgningsrunde.
DU KAN SØGE TILSKUD TIL:
Forfatterhonorarer til enkeltstående litteraturmøder mellem børn og unge og forfattere/illustratorer.
DU KAN IKKE SØGE TILSKUD TIL:
Forfattermøder på skoler, hvor mødet er en del af et længere forløb og strækker sig over flere dage. eller mere. Her henvises du til at søge puljen ”Huskunstnerordningen”.
Større arrangementer, festivaler mv. henvises til at søge puljen ”Større litterære Arrangementer og formidling”.
Rene oplæsningsarrangementer
Forfattermøder, hvor litteraturen hører hjemme inden for forskning, undervisning, egns- og lokalhistorie, hånd- og hobbybøger, selvhjælps- og livsstilsbøger, ordbøger, kataloger og lignende.
Arrangementer, der er afholdt inden ansøgningsfristen.
Dit eget eller nære venners honorar. Arrangøren skal kunne forholde sig objektivt til kvaliteten af forfatters/illustrators/oversætters forfatterskab.
Økonomi
Arrangementer med én forfatter eller illustrator støttes med 6.000 kroner i tilskud til honorar. Ved arrangementer med flere involverede gives der 5.000 kroner i tilskud til honorar per forfatter/illustrator.
UDBETALING
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.
Vi udbetaler først et eventuelt tilskud til dig, når du har afrapporteret. Det betyder, at du i første omgang selv skal afholde udgifter til forfatter/illustrators honorar, hvorefter vi refunderer tilskudsbeløbet til dig, når du har afrapporteret.
Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.
Änderungsverlauf
First seen 29 Sept 2026, last checked 01 Oct 2026. 1 recorded version.
- 29 Sept 2026 · a9ab14f4d32f