Udgivelsesstøtte
Udgivelses- og oversættelsesstøtte til litterære værker (bøger, e-bøger, dramatik, litterære podcasts mv.) både for voksne, børn og unge.
Kunstområde: Litteratur
Frist: 12.02.2027, kl. 14:00
Ansøgningsfristen er midlertidig og kan blive ændret på et senere tidspunkt.
Ansøgningsskemaet åbner senest en måned inden fristen.
Hvem kan søge?
Forlag og andre udgivere (organisationer mv.) af danske litterære værker.
DU KAN SØGE TILSKUD TIL:
Udgivelse af litteratur i forskellige formater på dansk, herunder værker i oversættelse til dansk. Hvis du søger til både produktions- og oversættelsesomkostninger, skal du søge samlet i én ansøgning per værk. Du skal have erhvervet rettighederne til værket, og hvis det er en oversættelse, skal du have skrevet kontrakt med den oversætter, der er nævnt i ansøgningen.
DU KAN IKKE SØGE TILSKUD TIL:
Hvis du søger på vegne af et udenlandsk forlag mv, skal du søge i den engelsksprogede pulje: ”Litterær produktion og oversættelse”
Oversættelse af nordiske titler til dansk. Tilskud til dette skal søges i det pågældende oprindelsesland. For mere information, se puljen ” Nordiske oversættelser” .
Enkeltpersoner kan ikke søge støtte til oversættelse og produktion. Støtten skal søges af det udgivende forlag.
Udgivelse af værker, hvor litteraturen hører hjemme inden for forskning, undervisning, egns- og lokalhistorie, hånd- og hobbybøger, selvhjælps- og livsstilsbøger, ordbøger, kataloger og lignende.
Økonomi
I et ønske om gennemskuelighed og for at afstemme ansøgers forventninger har udvalget valgt at indføre faste tilskudsbeløb efter omfanget af udgivelsesprojekterne:
Udgivelser:
15.000 kr. som bidrag til bogudgivelser og oversættelser op til 100 sider.
30.000 kr. som bidrag til bogudgivelser og oversættelser op til 300 sider.
50.000 kr. som bidrag til bogudgivelser og oversættelser over 300 sider.
100.000 kr. som bidrag til særlige komplekse værker. Der skal derfor være en reel ekstra omkostning ved produktionen af disse værker. For at opnå støtte i denne størrelsesorden, skal du desuden gøre rede for, hvilke andre finansieringskilder, der er undersøgt.
Andre Medier:
Litterære podcasts: 15.000 kr. – minimum 90 minutter, 30.000 kr. – minimum 180 minutter, 50.000 kr. – min. 300 minutter.
E-bøger, dramatik og litterære webudgivelser: Her ydes i udgangspunktet støttet på samme måde som ved bogudgivelser.
Historia zmian
First seen 29 Sept 2026, last checked 30 Sept 2026. 1 recorded version.
- 29 Sept 2026 · 4bbd160756b6